Læserbrev indsendt af Søren Lydeking, byrådskandidat, KD Varde
En rækker partier og listen går igen efter administration i Varde kommune, som det sted der skal hentes mange millioner til øget velfærd. Faktum er, at kommunens udgifter til administrationen er tæt på landsgennemsnittet. Alligevel kan man få det indtryk, at der på kommunenskontor sidder en lang række medarbejdere, som stort set ingenting laver eller laver det, som bliver kaldt papirnusseri, hvad det så end betyder?
Det lyder da også fristende, at hvis man sparede 70 millioner på administration, så kunne man ansætte 143 lærere? Men hvor skal besparelsen ramme i administration? Jeg køber ikke påstanden om, at der sidder en masse medarbejdere, som ikke laver noget! Jeg undrer mig over tonen og den manglende tillid til kommunens ansatte. I KD ønsker vi også at kommunens penge bliver brugt bedst muligt i administration og alle andre steder. Men det skal bunde i konkrete forslag og ikke blot i skrivebordsøvelse som bygger på mere eller mindre tilfældige sammenligner og statistik.
Vi har tillid til vores medarbejder i kommunen. Det er rigtige mennesker vi taler om. Mennesker som har en faglig stolthed og som også har familier, de skal forsørge, derfor er det også mest fair, hvis de pågældende partier og lister fortæller, hvor man åbenbart ikke laver nok og hvor mange de regner med skal fyres? Det siger selv, at hvis man kan ansætte 143 lærer, så er der andre stillinger der skal nedlægges.
Det er så nemt at tale i beløb, uden konkret at pege på hvor besparelserne kan hentes i administrationen.