Faste læsere af min klumme husker måske min foragt for hunde. Det vil sige, min TIDLIGERE foragt for hunde. Der var engang, jeg synes, at hunde var sådan noget pjat til folk, der ikke turde gø selv. Jeg skrev endda klummer om, hvor irriterende hunde på alle måder var – de skider alle steder (og somme tider rydder ejer ikke op efter sig, og det er da SÅ irriterende), de snuser én i røven, de parrer sig med lægmuskler og de gør, viser tænder og bider garanteret også. Alle sammen.
Tænk, det skrev jeg engang.
Enhver psykoterapeut ville nok henlede mine fordomme til barndommen, og det er også ganske rigtigt. Jeg husker det, som var det går. Jeg sad i en sandkasse ovre ved naboknægten, 4 år gammel, da en ulv står foran mig og viser tænder og efterfølgende sætter de her tænder mit ben. Det er en af de få gange, jeg har oplevet min far sådan rigtig vred. Da han marcherede over til genbo, der for en tid var hundesitter for denne rædsel af en glubsk ulvehund…
Nå men der var faktisk en tid før dette – hvor jeg var glad for hunde. Jeg husker det ikke så tydeligt, for jeg var jo blot 2-3 år. Min søster havde forbarmet sig over en hund på ren Linse-maner. En sort labrador, som ikke havde det godt ved dum ejer, og Rollo flyttede derfor ind hos os, inden min søster tog den med sig til studierne i Århus.
Rollo var – set i bakspejlet – nok ikke en nem hund. Den gøede af alle, postbuddet, skorstensfejeren – ja stort set alle, der nærmede sig matrikel. Rollo kunne ikke li andre end sin egen flok, altså inklusiv mig, der konsekvent faldt i søvn med Rollo som hovedpude.
Jeg har ét klokkeklart minde, – det er fredag aften, og jeg bliver dårlig og skal kaste op… løber ud i køkkenet, og af alle steder vælger jeg at kaste op – ja – på Rollo, der står med snuden i sin madskål og leder efter rester. Selv om jeg kun var 3 år gammel, kan jeg stadig huske Rollo stå der med opkast ned af den ene øre og se helt desorienteret ud.
Med til historien hører, at jeg igennem pinligt mange år troede, at denne race reelt HED en “Rollo-hund”, fordi min mor ved enhver given lejlighed sagde: Se, der går en Rollo-hund” – det er lidt flovt at finde ud af, at det hedder en labrador – og IKKE kan redde den. Taler af erfaring…
Nå men tilbage til fokus. Indtil for 4 år siden synes jeg, at hunde var noget virkelig NO-GO…. lige indtil Molly kom.
For at gøre en meget lang historie kort, så lykkedes det mine piger at få mig overtalt til Molly, en lille mærkelig mopse-fransk bulldog-ting, der både prutter i sofaen og konsekvent hopper op i sengen, tigger ved bordet og gør af skraldemanden.
Sådan kan tingene jo hurtigt ændre sig… men jeg synes nu stadig, man skal huske at samle lorten op efter sig!
