Jeg kan ikke lide tandlæger. Nej. Det er faktisk ikke helt korrekt. På trods af at mine tænder gennem mange år har været virkelig loyale og sjældent budt mig større udfordringer…
Jeg hader at gå til tandlæge. Det skyldes en tidligere tandlæge, som på et tidspunkt forsøgte at kvæle mig med en ledning til noget bor. Eller sådan føltes det i hvert fald. Jeg lå i stolen med et eller andet apparat nede i halsen og tænkte, at hvis jeg døde nu, ville dødsårsagen blive noget i retning af:
”Kvælning med tandlægeudstyr.”
Siden har jeg udviklet en lettere irrationel skræk for tandlæger. Men så fandt jeg en ny… og han er genial.
For det første har han humor. For det andet forstår han, at folk ikke ligefrem ligger i hans stol, fordi det er deres yndlingssted på jorden. Han sagde faktisk, at han selv ville blive nervøs, hvis nogen lagde sig i stolen og sagde: ”Ahj, hvor er det fantastisk at være her!” Og så tilføjede han, at han havde whisky, hvis det var nødvendigt.
Endelig en mand, der forstår mig. Desværre havde han også en dårlig nyhed.
En af mine kindtænder så ikke særlig godt ud. Faktisk så den så skidt ud, at den ikke stod til at redde. Den skulle have en krone.
En krone! Er det ikke sådan noget, man får, når man er 83 og går rundt med hjemmesko og siger ”nå nå” til alting?
Jeg er ikke 83! Jeg synes, det er alt for tidligt at begynde at få kongelige attributter i munden. Men jeg tog mig sammen. Jeg skulle til tandlægen.
Jeg havde faktisk forberedt mig grundigt. Jeg havde blandt andet haft en samtale med ChatGPT om statistik, risici og dødelighed i forbindelse med tandlægebehandling. Det var muligvis ikke det mest beroligende, jeg nogensinde har gjort. Men jeg ville gerne være statistisk velforberedt på min egen død.
Så jeg mødte op. Jeg satte mig i stolen og jeg forsøgte at se afslappet ud. Det lykkedes ikke.
Da tandlægen kom med sprøjten, rystede jeg så synligt, at jeg næsten selv kunne have fungeret som vibrationsalarm. Jeg havde svedperler på næsen.
”Jeg vil gerne have hele pakken,” hviskede jeg. – ”Hvad mener du?” – ”Narkose.”
Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig.
Måske at han skulle slå mig ud, ordne tanden og vække mig tre dage senere i en hospitalsseng med en sygeplejerske, der sagde:
”Det gik fint. De har fået ny kæbe.” Men så skete det. Sprøjten kom. Fornemmelsen af at have et ansigt forsvandt. Det var ok. Tanden blev behandlet. Og pludselig var det overstået.
Var det det?
Jeg havde brugt så meget mental energi på at frygte det, at jeg næsten blev fornærmet over, hvor lidt dramatisk det hele var. Og så kom det mest fantastiske. Min tandlæge PRINTEDE simpelthen en ny tand.
Ja. Printede.
Han stod nærmest bare og lavede noget teknologisk hokus pokus, og kort efter havde han en ny tand, som han klikkede fast på min gamle. Jeg lå dér og tænkte:
Wauw.
Vi er altså nået til et sted, hvor tandlægen ikke længere bare reparerer tænder. Han producerer dem. Jeg har altid troet, at når man mistede en tand, så var det noget med gebis, guld og meget gamle mennesker. Men nej. I 2026 får man åbenbart bare en ny. Det er jo næsten Star Wars. Og den er flot. Virkelig flot. Jeg kan næsten ikke mærke, at den ikke er min egen.
Så nu sidder jeg her med en spritny tand og en lille smule stolthed over mig selv.
Jeg gjorde det. Jeg gik til tandlægen. Jeg overlevede. Jeg fik ikke narkose. Jeg blev ikke kvalt i en ledning. Og jeg har fået en krone.
Det sidste betyder naturligvis, at jeg nu officielt er nået til den alder, hvor jeg kan sige: ”Jeg har fået en krone.” Og det kan man jo ikke sige ret mange gange i livet uden at lyde en lille smule vigtig. Så næste gang jeg skal til tandlægen, tager jeg måske bare det hele lidt mere roligt.
Måske…