Jul i Den Gamle Skovfogedbolig

Jul under trækronerne ved Den Gamle Skovfogedbolig Arrangementet “Jul i Den Gamle Skovfogedbolig” er for alvor blevet en tradition, som besøges af hundredvis af børn og voksne. Igen i år med nye tiltag.

Skovfogedboligen på Roustvej udenfor Varde, er efterhånden genstand for masser af populære events. På søndag den 10. december åbnes dørene for en fast tradition, i form af “Jul i Den Gamle Skovfogedbolig”.

Traditionen tro er det Vardemuseerne/NaturKulturVarde, der sammen med FDF Varde, Varde Bibliotek, Y´s Mens Club, Varde Biavlerforening står for arrangementet.

– Samarbejdet med de forskellige spillere giver et unikt udbud af aktiviteter på dagen. Som noget nyt i år åbner vi det helt nye snittehjørne, hvor man kan komme og snitte med. Vi snitter knive, skeer, nisser, svampe og meget mere – udtaler Jonas Gadgaard, som er naturvejleder hos NaturKulturVarde.

Desuden vil der være mulighed for at købe hjemmelavet svampe eller jæger suppe, som er tilberedt over ild. Man kan prøve kræfter med træklatring samt høre julehistorier læst højt af Varde Bibliotekets personale. Ellers kan man som altid møde FDF’erne, man kan møde biavlerne, man kan købe sit juletræ ved Y’s mens Club. Og ligesom sidste år så har børnene mulighed for at opleve vinterskoven på hestehyg.

Fakta

– NaturKulturVarde blev den 1. januar fusioneret med Vardemuseerne.

– Arrangementet finder sted: Søndag den 10. december 2017 fra klokken 10-15.