Kender I det derude – at man kan sidde med en fornemmelse af at nogen har – ja – opført sig grundigt uordentligt mod én… Måske ikke sådan højtråbende og aggressivt, men så alligevel. Sådan at man sidder og føler sig godt gammeldags elendigt behandlet…
Sådan fik jeg det en lille smule forleden – heldigvis noget der ikke sker så ofte…
Men… jeg er af den overbevisning, at man ikke skal hænge så længe i den slags følelser, fordi så bliver man sådan et vredt menneske, der selv udstråler negativitet og uvilkårligt støder alle mennesker fra sig, ikke? Dem kender I nok også godt – de her bittersure smålige mennesker, der ikke kan slippe det kødben, de troede, de fik, men som endte et andet sted – fordi det nu engang var det mest rigtige.
Nok om det.
Jeg kom bare til at tænke på det, fordi det ikke er så længe siden, jeg sad med følelsen af at være blevet lidt taget ved næsen, som man siger, – være blevet devalueret – og så var jeg sur over det. Ca. en eftermiddags tid. Men jeg lod det passere igen. Fordi jeg tror så inderligt på karma. Og når jeg gør det, så ved jeg, at man skal lade tingene passere velvidende, at andre vil tage sig af det, – altså sådan at alting går op, ikke? Ligesom når man gør noget godt – så skal det nok komme godt igen – det er sådan en rar tanke. Boomerangeffekten.
Det er nu engang sjovere at være glad og tilfreds. Og se osten i stedet for hullerne. Glæde sig over alt det, der er at glæde sig over, lige omkring én.
Jeg er fx rigtig glad for, at det snart er december. Der er noget gevaldig hyggeligt over jul og lyskæder i gaderne. Og nisserne på hustagene. Og det at gå ind og sige i en butik: “Ja den skal pakkes ind” og være ved at gå i stykker af forventningens glæde over at skulle forære den gave der, og VIDE, at modtageren bliver SÅ glad. Jeg er fx også glad for, at jeg kan slukke TV’et, når ham der Corona-Randrup har talt (alt) for negativt-længe. Jeg er glad for at blive forstyrret i travlheden af en veninde, der bare loge vil høre, hvordan det går. Og jeg er glad for, at der er en masse (alt for meget) vasketøj, fordi det betyder at alle unger med vedhæng er hjemme og lever livet. Og jeg er glad for, at jeg skal holde jul med min mor, som i hverdagen er alt for langt væk. Sådan er der altså simpelthen så meget, man kan trække frem og smile højt af i stedet for at dvæle ved dårlig opførsel, der ramte mig et splitsekund, og som faktisk kan være lige meget nu.
Vær Piat, skrev Søren Kierkegaard – og sikken dog den mand havde ret!