Katastrofalt fald i ansøgere kræver styrket pædagoguddannelse

Uddannelse: Mens pædagogmanglen nærmer sig kritiske tilstande, tager søgningen til pædagoguddannelsen et foruroligende dyk. Uddannelsen har været nedprioriteret for længe, lyder kritikken fra BUPL-formand Elisa Rimpler.
4.546 kommende studerende har i år søgt ind på pædagoguddannelsensom deres første prioritet. Det er 1039 færre end sidste år, og antallet af ansøgere til pædagoguddannelsen er således faldet med 19 procent siden sidste år.

Udviklingen er stærkt bekymrende, mener pædagogernes fagforening BUPL.

– Den lave søgning til pædagoguddannelsen er en tikkende bombe under kvaliteten i daginstitutionerne. I forvejen er det mange steder kun halvdelen af personalet på stuerne, som er pædagoger, og kommunerne kan ganske enkelt ikke opdrive pædagoger nok til de ledige stillinger, siger BUPL-formand Elisa Rimpler.

På blot et halvt år har daginstitutioner, SFO’er og klubber måttet opgive at finde en kvalificeret pædagog til en ledig stilling 4.360 gange. Og allerede i 2030 bliver der behov for yderligere 14.000 flere pædagoger for at følge med stigende børnetal og leve op til minimumsnormeringerne.

– Vi står overfor en velfærdskatastrofe, hvis ikke pædagoguddannelsen bliver et attraktivt valg for flere. De unge er kvalitetsbevidste og kan vælge fra mange hylder, når det kommer til uddannelse og fremtidsdrømme. Derfor kan det næppe komme bag på nogen, at det har sat sine spor i ansøgertallene, at pædagoguddannelsen i årevis har været underfinansieret og nedprioriteret politisk, siger Elisa Rimpler.

En endelig evaluering af pædagoguddannelsen pegede sidste år på en række svagheder ved den nuværende uddannelse, og BUPL-formanden er uforstående overfor, at den politiske handling lader vente på sig.

– Der er brug for et trecifret millionløft af pædagoguddannelsen, som blandt andet skal bruges på mere undervisning, bedre kobling mellem praktik og undervisning og ordentlig feedback. En styrket uddannelse er, sammen med en løn, der matcher vores uddannelsesniveau, afgørende for at sikre dygtige pædagoger nok, siger Elisa Rimpler og fortsætter:

– Alternativet er, at ansvaret for børnenes trivsel og udvikling i stigende grad bliver lagt over på ufaglærte medhjælpere som hverken har den nødvendige faglige indsigt eller det fagprofessionelle blik, som det kræver at skabe inkluderende børnefællesskaber og spotte og sætte tidligt ind overfor den mistrivsel, som lige nu truer en generation af børn og unge, advarer Elisa Rimpler.