En ud af fire nyuddannede pædagoger har kvittet faget efter fem år. Dybt problematisk, når vi akut mangler 4.000 pædagoger, advarer BUPL-formand Elisa Rimpler.
De nye pædagogstuderende, som i disse uger starter på professionsuddannelserne, får ikke svært ved at få arbejde, når de er færdige med deres uddannelse om 3,5 år. Problemet er snarere den anden vej rundt, om arbejdspladserne kan lykkes med at fastholde dem.
Nye tal fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd viser, at en ud af fire af de nyuddannede pædagoger fra 2017 havde forladt faget igen efter fem år.
– Interessen for pædagoguddannelsen er faldende, og langt færre søger ind på uddannelsen i dag end for bare fem år siden. At en ud af fire af dem, der så faktisk tager en pædagoguddannelse, har forladt faget efter fem år, gør jo kun ondt værre, når det handler om at skaffe pædagoger nok til børnene, siger BUPL-formand Elisa Rimpler.
Der mangler akut 4.000 pædagoger på landsplan, og arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening estimerer, at der vil mangle mindst 8.000 om ti år.
– Hvis ikke man lykkes med at fastholde flere i faget, vokser problemet os over hovedet i de kommende år. Pædagogmanglen har allerede bekymrende indvirkning på kvaliteten, advarer Elisa Rimpler.
Hun henviser til den nye kvalitetsundersøgelse foretaget af Danmarks Evalueringsinstitut for Børne- og Undervisningsministeriet. Undersøgelsen vurderer, at fire ud af ti vuggestuer har en utilstrækkelig kvalitet, og kun 13 procent af vuggestuerne gør en positiv forskel for børn i udsatte positioner.
– Høj faglighed på stuerne er fuldstændig afgørende for, at vi kan skabe god pædagogik og sikre børnenes trivsel og udvikling. Den tiltagende pædagogmangel er en komplet uholdbar situation, og det går ud over børnene, siger Elisa Rimpler.
Mangler uddannede kollegaer
Går man længere tilbage, var det i 2012 knapt 79 pct., der stadig var i faget fem år efter endt uddannelse, viser analysen fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd. Og det går altså dermed den gale vej, når det gælder at fastholde de nyuddannede pædagoger i faget. Elisa Rimpler begrunder blandt andet frafaldet fra faget med, at arbejdsvilkårene er hårde, og at der mangler uddannede kollegaer på stuerne.
– Det er meget svært at være den dygtige pædagog, som man drømmer om at være for børnene, når man ofte står alene med ansvaret for den faglige kvalitet. En ud af fire pædagoger er den eneste med en uddannelse på deres stue, og hvert tredje forsøg på at ansætte en pædagog slår i øjeblikket fejl, siger Elisa Rimpler.
Ifølge Elisa Rimpler hænger rekruttering til faget uløseligt sammen med pædagogernes historisk betingede lønefterslæb.
– Som pædagog har du udsigt til en livsindkomst efter skat, der er 3 millioner kroner mindre end andres med en tilsvarende uddannelse. Det skal kunne betale sig at have taget en uddannelse, ellers har jeg svært ved at se for mig, hvordan vi skal skaffe pædagoger nok til børnene, siger hun.