Med politiet på arbejde: Hundefører med indtrængningshund

Politiet: Uffe er ni år gammel og er udlært indtrængningshund. Michael er politiassistent og Uffes hundefører. De to har arbejdet sammen, siden Uffe var hvalp.
”Jeg blev inspireret af andre af kredsens hundeførere til at skifte fra den almindelige patruljetjeneste til jobbet som hundefører. Uffe er min første hund og jobbet har vist sig at være spændende og alsidigt – og så kan man hurtigt afgøre, om ens arbejde går godt eller skidt; løser Uffe og jeg opgaven eller gør vi ikke? Det er meget enkelt og det trives jeg godt med”, fortæller Michael.
Uffe havde ikke været længe i tjeneste som patruljehund længe, før han blev spottet som en hund med potentiale til at blive indtrængningshund. Som indtrængningshund er Michael og Uffe med på opgaver, hvor der skal anholdes en formodet farlig gerningsmand, der har forskanset sig i en bygning.
”For at være god til den opgave skal hunden være stærk i miljøet. Det vil sige, at den skal kunne gå på glatte gulve, trapper og andet uden problemer. Derudover skal den være meget rolig og tålmodig – og det er Uffe,” forklarer Michael.
Når Michael og Uffe er ude på indtrængningsopgave, så venter de tålmodigt, hele tiden klar til at blive sat ind, hvis der bliver brug for dem. Først forsøger indtrængningsholdet at få den formodede farlige gerningsmand ud af bygningen via dialog og forhandling. Det lykkes oftest, men hvis det ikke lykkes at få gerningspersonen ud, så trænger holdet ind og her kan Uffe hjælpe, hvis en bygning, et område eller et rum er svært at overskue.
”Så kan jeg sende hunden ind for at lokalisere gerningspersonen, så holdet ved, i hvilken retning de skal søge. Så kalder jeg Uffe tilbage og venter på at der eventuelt bliver brug for at sende ham ind igen. Man kan sige, at en indtrængningshund er holdets fremskudte øjne, ligesom en drone kan være det i andre situationer”, fortæller Michael.
Uffes opgave er ikke at forsøge at hente en gerningsperson ud, bide vedkommende eller andet. Uffe skal udelukkende give lyd og dermed fortælle holdet, hvor personen er.
”Vi er på en måde et værktøj for indtrængningsholdet. Ligesom de har udstyr til at slå døre ind, spejle til at se om hjørner med og andet, så har de os, der kan blive sat ind for at give en retning.”
Uffe og Michael har arbejdet med indtrængningsopgaven gennem fem år og bliver også sat ind, når der er brug for hjælp i andre politikredse i landet.
”Det er spændende opgaver og et godt supplement til arbejdet som patruljehundefører. Det er godt at vide, at vi kan hjælpe vores kolleger på en potentielt farlig opgave, så deres arbejde bliver mere sikkert og ingen forhåbentligt kommer til skade. Jeg vil bestemt gerne fortsætte og selv om Uffe er ni år gammel og dermed ved at være en gammel patruljehund, så fejler hovedet ingenting, så jeg håber vi kan blive ved nogle år endnu”, siger Michael.