Midt i katastrofen får vi fantastisk hjælp

En brand hærgede midt i juli den sociale Café Paraplyen i Varde, hvor alt inventar enten brændte eller blev røgskadet. Værestedet åbner tidligst igen til foråret i lokalerne i den markante café-bygning – den tidligere metodistkirke på hjørnet af Østervold og Frisvadvej.

– Midt i katastrofen har vi oplevet en fantastisk opbakning og hjælp. Skønne mennesker, firmaer og organisationer hjælper os med alt muligt, så vores gæster kan opretholde fællesskabet og få hjælp og støtte, som de plejer, siger Ulla Verman, leder af Café Paraplyen.

Den sociale café er nu genhuset i en tidligere burger- og sandwichbar på Nordre Boulevard 98. Og 30-40 gæster kommer dagligt i caféen, som også har fået alle aktiviteterne op at køre igen med god hjælp af de 30 frivillige i caféen. Den kreative klub har udfoldet sig på terrassen i hele perioden, og de øvrige klubber kører også igen  – både børneklubben, mandeklubben samt gå- og cykelklubben.

– Det har været en meget udfordrende og følelsesmæssig periode for alle. Ingen tvivl om det. Men vi har oplevet en helt unik støtte, siger Ulla, som bl.a. nævner, at:

  • Varde Kommune har stillet deres krisepsykolog til rådighed
  • De lokale præster har været en stor hjælp ved at ydet krisehjælp til caféens frivillige
  • Frivillighuset under Varde Kommune stiller mødelokaler til rådighed
  • Center Bøgely, som også er en del af KFUM’s Sociale Arbejde, bød på morgenmad til caféens brugere i de toenhalv uge, hvor caféen var lukket
  • Den lokale rådgiver fra KFUM’s Sociale Arbejdes økonomi- og gældsrådgivning er tidligere ansat i Danske Bank, som efter kontakt har doneret skriveborde, stole, skab, whiteboard, papir og mange andre ting.
  • KFUMs Soldaterhjem har gratis stillet et telt op i haven, så caféen kan lave fællesspisninger.
  • Caféen har lånt fem gasovne af private mennesker til opvarmning af teltet
  • Max Mathiesen & Søn har udlånt køreplader til græsset, hvor teltet står
  • Mange private mennesker er kommet med stole og andet inventar
  • Da caféen mangler lagerplads, lavede Ulla et opslag på Facebook, og nu står tingene i Føtex’ kælder.
  • Og der har været mange flere hjælpsomme tiltag…

– Lige efter branden var det helt uoverskueligt for café-gæsterne, de frivillige og ansatte. Men vi er alle kommet tættere på hinanden. Og vi er blevet meget synlige og har fået et endnu stærkere samarbejde med lokalområdet, siger Ulla.

Café Paraplyen er en del af KFUM’s Sociale Arbejde. Derfor får I denne tekst fra mig. Teksten er egentlig skrevet til vores sociale medier – hvor den kommer på om et par dage.