Der var et opslag på Facebook. Fra mit gamle gymnasium – Katedralskolen i Viborg. Og jeg blev grebet af nysgerrighed.
Hvordan mon det ser ud i dag?
Det skal absolut ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke har verdens bedste minder fra min gymnasietid! Katedralen var dengang i 88-91 et hieraki af generelt “højpandede” lærere – undskyld lektorer (oh ve, hvis man ikke tiltalte dem således). Jeg tror ikke, der var den store pædagogiske indsigt eller forståelse påkrævet dengang, til gengæld vil jeg vove den påstand, at man kunne have drysset et par kg bekymringssamtaler ud over pænt mange af underviserne dengang…
Min engelsklærer var den værste af dem, som en anden lektor Blomme havde han kun en god dag, hvis han havde ydmyget en elev på det grusommeste. Jeg kan stadig have mareridt, hvor han stirrer olmt på mig gennem sine 4 cm tykke brilleglas, mens han hvæser “Du er for ubegavet til at forstå Shakespeare!”
Min fransklærer bøvsede nonstop og gik af og til i spagat midt i undervisningen (but why?), mens en tysklærer gemte sig under katederet, når et fly fløj over skolen. Min filosofilærer slog terninger, når han gav karakterer – og undskyldte ikke engang for det “Det er nemmere – jeg har opgivet at lære jeres navne”…
Jeg var lykkelig, da jeg trods alt fik min studenterhue på hovedet. Og jeg kom ikke på skolen før 10 år senere til noget jubilæum. Hvor jeg hurtigt tog hjem igen, fordi det var min gamle engelsklærer, der tog imod os.
Jeg tog så til 25 års jubilæum, og det var uden sammenligning en af det sjoveste fester, jeg har deltaget i i mit voksne liv!!! Vi var blevet så voksne og kloge, og alting var slet ikke længere, som jeg troede. Måske var de her 11 og 13 taller alligevel ikke så lykkebringende, som flere af os forestillede os og drømte om dengang….
Jeg var ikke ligefrem nogen 11 tals pige – og det var reelt nok de færreste af os, der var det. Men alle karakterer og besynderlige lærere var gemt og glemt, og vi festede til den lyse morgen og glemte for en stund, at vi ikke var 19… som dengang… Jeg havde efterfølgende ingen stemme i 14 dage, og massive blå mærker ned at benene, fordi det var super sejt at danse på bordene (og falde ned)
Nå men tilbage til Facebook. Og opslaget – der lokkede mig ind på Katedralens side. Fordi jeg liiige skulle se, om nogle af mine gamle lektorer stadig huserede.
… Der var ‘en!!!
Kim, min allerbedste dansklærer, der kun var adjunkt dengang og derfor ikke så højpandet som resten af de tosser, der sad på lærerværelset. Ham ku’ jeg godt li’, og han var en af de få, der ikke konstant forsøgte at ydmyge og nedgøre os.
Men – én lærer – uha, så kommer virkeligheden – og det er jo sådan det er – naturligvis er mine gamle lærere pensioneret eller døde, de var jo gamle dengang….
Jeg ser, tiderne har ændret sig. Heldigvis. Og jeg håber, elever i dag ikke skal trækkes med mareridt resten af livet fra deres ungdomsuddannelse. Men uanset, så glæder jeg mig virkelig til næste jubilæumsfest med årgang 91 fra Katedralen.
Held og lykke til alle kommende studenter osv. derude – det er en hård tid der venter de næste måneder – men det går alt sammen… jeg taler af erfaring 😉