Politiets indsats mod sommer-spirituskørsel

I perioden fra mandag den 4. juli til og med søndag den 10. juli gennemførte politiet landet over en målrettet indsats mod spirituskørsel. Indsatsen var koordineret med Rådet for Sikker Trafiks kampagne Stop Spirituskørsel og en opfølgning på den tilsvarende indsats i uge 23.

Ud over indsatsen mod spiritus, kontrollerede politiet også, om førerne var påvirkede af narkotika eller medicin.

I kontrolperioden blev 156 bilister landet over sigtet for spirituskørsel og 139 for at have for meget narko eller medicin i blodet. Hertil kommer 20 trafikulykker, hvor spiritus kan have været en medvirkende årsag til ulykken samt 8 ulykker, hvor føreren mistænkes for kørsel med narko eller medicin i blodet.

Under den tilsvarende indsats i uge 23 blev lidt færre sigtet, nemlig 126 bilister for spirituskørsel og 122 for narkokørsel. I samme periode skete der dog flere ulykker, nemlig 31 spiritusulykker og 3 ulykker, hvor føreren var mistænkt for medicin- eller narkokørsel. Spirituskørsel er forbundet med større uheldsrisiko end narkokørsel.

Der kan over de seneste år konstateres et stort fald i antallet af spiritusbilister fra godt 11.700 sigtede i 2007 til under 6.300 i 2015. I samme periode er antallet af spiritusulykker mere end halveret fra knap 2.800 til lidt over 1.300.

Spirituskørsel er et af ti fokusområder i Færdselssikkerhedskommissionens nationale handlingsplan, der har til formål at halvere antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken frem til 2020.

Politiet fortsætter løbende indsatserne mod spiritus- og narkokørsel.