Skal Skt. Nikolajkirke i Varde midtby have sine hvælvinger tilbage?

Spørgsmålet kommer fra Varde Udviklingsråd, der fortsætter:

…Det kan ikke passe… er der nok nogen, der vil tænke.

Andre vil nok spørge hvilken kirke? Har vi ikke kun én?

Jo, men engang var der 2 kirker. Skt. Jacobi på Torvet og så Skt. Nikolaj kirke – en 2 skibskirke, som nævnes helt tilbage i 1342 og blev brudt ned i 1809.

Tilbage er nu navnet i form af Skt. Nikolaj Kirkeplads – og man burde næsten kalde den Skt. Nikolaj Kirke P-plads.

For der – klemt inde imellem Smedegade, Storegade og Nygade – ligger resterne af Skt. Nikolai Kirke; i dag markeret ved store kampesten, der markerer grundridset af kirken (Se illustration 1).

Området henlægger i dag som en upåagtet plads; og der er ikke meget fokus på områdets åbenlyse historiske og rumlige kvaliteter, lyder det fra formand for Varde Udviklingsråd, Jens Nielsen.

Udviklingsrådet for Varde by foreslår en revitalisering af området – bla. nye hvælvinger til Skt. Nikolajkirke.

Da kirken i højeste grad var en central del af den historiske, gamle bymidte i Varde foreslår Udviklingsrådet at området gøres interessant for borgere og besøgende ved at genskabe kirkens hvælvinger i træ for derved at visualisere kirkens indvendige størrelse. (se illustration 2 og 3).

Anneberg Limtræ tager gerne udfordringen op og synes det kunne være en spændende og nyskabende opgave. Samtidig er det også et godt eksempel på den alsidige anvendelse af limtræ.

For yderligere at understøtte kirkens størrelse og funktion og give besøgende mulighed for at dvæle ved kirketomten, foreslås opstillet et antal spredte bænke hvor kirkebænkene i sin tid var placeret.

En opgradering og måske nytænkning af de eksisterende plancher udarbejdet af Varde Museum vil også give et løft.

Desuden foreslås at den gamle Skt. Nikolaj Kirkesti (i forlængelse af Skt. Nikolajkirkestræde) får ny belægning, så den fremstår som en naturlig forlængelse af Skt. Nikolajkirkestræde.

Skt. Nikolaj Kirkeplads vil blive en mere integreret del af Vardes historiske bykerne og vil gøre området til et naturligt besøgssted – endnu en seværdig oase – med historie.

Udviklingsrådet har søgt Byrådets Udviklingspulje om støtte til projektet og håber på at byrådet også kan se mulighederne i projektet, som vi håber på at kunne præsentere i forbindelse med fejringen af Varde bys 575 års købstadsjubilæum sidst i august.