Stor sundhedsundersøgelse skydes i gang: Hjælp Varde Kommune med at styrke sundheden

Varde Kommune: Svarene, fra sidst sundhedsprofilundersøgelsen blev gennemført i 2017, har blandt andet ført til et øget fokus på mental sundhed og rygning i Varde Kommune.

For fjerde gang er Varde Kommune med i spørgeskemaundersøgelsen ”Hvordan har du det?”. Svarene i undersøgelsen danner baggrund for den landsdækkende sundhedsprofil, og i Varde Kommune har 2500 tilfældigt udvalgte borgere i dag, 5. februar, fået et spørgeskema ind ad brevsprækken enten i deres digitale eller fysiske postkasse.

I alt bliver 300.000 udvalgte danskere spurgt ind til deres mentale og fysiske helbred og deres kost- og motionsvaner. Og det giver rigtigt god mening at få svaret. For resultaterne af undersøgelsen giver både Region Syddanmark og Varde Kommune viden om, hvor der skal sættes ind.

Resultaterne fra 2017, hvor undersøgelsen sidst blev lavet, viste, at der siden 2013 var sket en stigning i andelen, der har et dårligt mentalt helbred i Varde Kommune. Det samme gjaldt antallet af daglige rygere.

Blandt andet derfor er skoletiden på alle kommunens skoler blevet gjort røgfri. Det samme er arbejdstiden for kommunale medarbejdere. Og for at hjælpe det mentale helbred blandt unge på vej har kommunen de sidste tre år holdt et oplæg om mental sundhed for 2. års eleverne på ungdomsuddannelserne på Campus.

Resultatet af sundhedsprofilundersøgelsen 2021 offentliggøres i marts 2022.

Fakta

Fra 2013 til 2017 steg andelen med dårligt mentalt helbred fra 6,2 procent til 10,7 procent i Varde Kommune.

Fra 2013 til 2017 steg andelen, der røg dagligt, fra 16,1 procent til 18,5 procent i Varde Kommune

Deltagerne i undersøgelsen er tilfældigt udvalgte, og det er frivilligt, om man deltager. Spørgeskemaet vil enten komme fra Region Syddanmark eller fra Statens Institut for Folkesundhed. Det er fjerde gang undersøgelsen laves. Første gang var i 2010.

Alle fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed, SDU, gennemfører undersøgelsen på baggrund af en aftale mellem Danske Regioner, KL, Sundheds- og Ældreministeriet samt Finansministeriet.

Undersøgelsen bruges til at forbedre forebyggelse og behandling af sygdomme. For at få de mest brugbare resultater, er det vigtigt, at så mange som muligt udfylder spørgeskemaet.

Resultaterne fra undersøgelsen bliver samlet på hjemmesiden danskernessundhed.dk, hvor det også er muligt at læse resultaterne fra tidligere undersøgelser.

Læs mere på: www.rsyd.dk/HvordanHarDuDet

Erik Buhl, Borgmester i Varde Kommune:

”Tidligere undersøgelser har givet os værdifuld viden om, hvordan borgerne i kommunen har det. Viden vi kan bruge til at målrette og intensivere vores indsatser, der hvor behovet er størst. Derfor håber jeg, at så mange af de udvalgte som muligt vil svare på undersøgelsen, så vi også fremadrettet har ny og opdateret viden om, hvor vi skal sætte ind.”