To bigband mødes, og sød musik opstår – invitation til koncert!

Lørdag d. 30. september møde to lokale bigbands til en fælles workshopdag i Medborgerhuset i Varde.

Det er Varde Big Band, et big band for voksne under Musik & Billedskolen, Varde, og Big Band Ribe. I fællesskab ser de frem til en dag med masser af musik og inspiration under ledelse af Torben Sminge.

Torben Sminge er chefdirigent for Odense Jazz Orkester, og han kommer til at stå for det faglige indhold på dagen til gavn for både medlemmer og dirigenter i de to big bands.

Helle Munksgaard Petersen, teamleder på Musik & Billedskolen, spiller selv klaver i Big Band Ribe.

– Vi har tidligere haft Sensommerjazz på Stålværkspladsen, sidst tilbage i 2018, hvor Varde Big Band og Big Band Ribe har spillet en koncert med hver deres repertoire sammen med West Coast Big Band.  Det er første gang vi nu afholder en fælles workshop for Varde og Ribe Big Bands, hvor de voksne musikere øver og spiller sammen en hel dag med en anden instruktør end deres vanlige.  Det bliver lærerigt og hyggeligt og give et andet perspektiv. Varde Big Band har i øvrigt plads til et par ekstra saxofoner og trækbasuner, hvis nogen skulle have lyst, slutter Helle Munksgaard Petersen.

Dagen afsluttes med en halv times mini-koncert kl.19.30 i Medborgerhuset, hvor de to big bands spiller de 5 fælles numre, som de har arbejdet med i løbet af dagen.

Alle er velkomne – der er fri entre, dørene åbnes kl.19.15 og der er mulighed for at købe drikkevarer.

Læs mere om Torben Sminge: Chefdirigent – Odense Jazz Orchestra

Har du lyst til at være med i Varde Big Band, så kontakt Musik & Billedskolen på vkm@varde.dk