Find 5 fejl – eller lad vær!

Nå nu er jeg vist lige i det her “så la’ da vær’ humør for en stund, og det går over igen, men inden – så lad mig lige sige: 

Jøsses hvor det dog også irriterer mine øjne, når der er et opslag på Facebook, hvor der ikke er styr på nutids-r.

Men – så er det jo godt, jeg kan scrolle videre. For jeg vælger faktisk at scrolle i stedet for at kommentere på andres tast- og stavefejl. Det er jo med al sandsynlighed ikke gjort i ondskab, at en eller anden glad FB-bruger har lavet et opslag, andre så bliver provokerede af, fordi det er stavet lige så elendigt som en hest kan rende, eller hvad man nu siger.

Jeg laver faktisk også tastfejl. Og bliver ganske rødøret, når jeg opdager det. Men livet går videre – har jeg opdaget…

Jeg sad lige for ganske få øjeblikke siden og scrollede lidt da jeg faldt over en dames kommentar om en tastfejl på et opslag. Og jeg tænkte – altså har damen ikke noget at gå op i? Keder hun sig SÅ meget? Har det mon ødelagt hendes dag, at der var en lidt pudsig formulering i det pågældende opslag? Så meget, at hun simpelhen vælger at kommentere på det? Stakkels dame. Måske skulle hun finde en hobby, eller tage noget mere ud og opleve verden, der slet ikke er fejlfri, men ganske fin, hvis man vælger de positive briller.

Bevares, der er da situationer, hvor tast- og stavefejl ikke er så godt. Men i det store billede – så la’ da vær!

Karma skal nok sørge for, at du får lavet iøjnefaldende fejl, hvis du stresser over at finde andres. Er jeg sikker på.

Og nu udgiver jeg denne klumme. Uden korrektur. Og det er faktisk lige før, jeg HÅBER, der er slåfejl!