Nyt kulturelt fyrtårn – trods konservativ teater torden

Læserbrev indsendt af Søren Laulund, 1. Viceborgmester, Gruppeformand for Socialdemokratiet i Varde, Hyldesti 1, 6800  Varde

Man kan spille teater på en euro-palle. Men forestillingen bliver derefter. I mange år har det været et ønske at skabe gode rammer for det rige teaterliv i Varde kommune – hvor ”7- kantens” indsats har sat Varde på hele Danmarkskortet. Det vedtagne projekt indfrier alle ønsker – både til det arkitektoniske og til de praktiske rammer. Det ikke er nok at kunne stable 200 stole op. En teaterforestilling i nutidens format stiller krav til lyd, lys og scenefaciliteter, som eksisterende lokaliteter ikke rummer.
Desværre er økonomien for projektet skredet – således at der nu mangler 15 mill. Kr. Det er mange penge men Socialdemokratiet har støttet at vi finder de manglende midler. Ellers ville vi miste en unik mulighed for at bevare et rigt teaterliv i kommunen.
Der var røster fremme om i stedet at støtte de lokale aktiviteter i kommunen – blandt andet i Oksbøl. Det er vi med på – men hver ting til sin tid – og vi kan ikke bruge argumentet ”hvis de får i Varde – så vil vi også ha’ med det samme ”. Det kan jo nærmest kaldes pression og sogne politik – når det er værst. Et nyt teaterhus i Varde skal efter vores opfattelse ses som et kulturelt fyrtårn for hele vores kommune. De andre kultur aktiviter må vi støtte efter tur – som vi hidtil har gjort.
Vi tror at teaterhuset vil understøtte vores branding og hermed sætte fokus på Varde kommune som et godt sted at bo.