Har du også en kasse med gammel elektronik? De der høretelefoner, som vist nok var gået i stykker? Yndlingsskjorten, der mangler en knap? Tæppet, som er dejlig varmt, men har et træls hul?
Tag dine ting med under armen, og kom til Repair Café – her kan du få hjælp til at få repareret ting og sager, som du ellers overvejer at smide ud. Rigtig mange af vores tings levetid kan let forlænges blot ved hjælp af en smule håndarbejde eller teknisk snilde.
I caféen sidder frivillige, der har hænderne skruet godt på – de er klar til at hjælpe dig med at fixe ting fra dit hjem for eksempel din defekte køkkenmaskine eller brødrister, et haveredskab, et stykke legetøj, lappe hullerne i dit tøj eller lægge et par bukser op. Kan det ikke repareres, finder vi sammen den bedste løsning for dig – ganske gratis!
Du behøver ingen tilmelding – du skal bare kigge forbi, når det passer dig. Tag en ven/nabo/kollega i hånden og kom også gerne, selvom du ikke ligger inde med defekte småting – Caféen er åben for hygge og snak om, hvordan vi alle i fællesskab bliver bedre til at fixe vores ting, så vi i fremtiden kan gøre op med smid-ud-og-køb-nyt-kulturen.
Der bliver serveret kaffe, te og kage.
Caféen arrangeres i et samarbejde mellem Varde Kommune og Varde Bibliotek og er inspireret af Repair Café Danmark – en frivillig organisation, som har en mission om at reducere affald, ændre forbrugsmønstre og skabe mere viden om og lyst til grøn omstilling.
Læs mere her: